Posts Tagged ‘øv’

Øøøøøøv – en dum start på en kold dag

torsdag, januar 8th, 2009

Det var rigtig koldt i morges. Mit termometer viste -8 grader – brrrrrr. Jeg havde husket at lægge de-iceren til låsene i frakkelommen. Det er så dumt når den ligger i handskerummet i en tilfrosset bil. Batteri og motor har det rigtig godt, så jeg har ikke oplevet startproblemer – endnu. Meeeen centrallåsesystemet laver lidt kludder når det er koldt. Det gjorde det også i den forrige Skoda, så går ud fra det skal være sådan.

Nå, men jeg får da startet dyret , smider tasken på passagersædet og begynder at hakke og skrabe is af bilen, mens den står og får varmen. Da jeg når om til passagersiden tager jeg lige i døren for at se om den er frosset fast. Hvad sker der??? Jo, centrallåsen slår til og der står jeg så med fletningerne i bildøren – duuum. Heldigvis har jeg ikke hoveddørsnøgle og bilnøgle i samme bundt og har som regel nøglerne i frakkelommen og ikke i tasken – smart! Jeg har dog ofte ekstranøglen til bilen i tasken – duuum igen.

Men, et eller andet dæmrede om at jeg havde taget den op og haft den i en anden taske eller jakke og heldigvis havde jeg jo nøglen til hoveddøren. Jeg kunne ikke ringe til nogen, for telefonen var jo i tasken. Ind og lede i huset – hele tre gange – for man kan altså ikke lede ordentligt eller systematisk når man er lige ved at gå i panik.

Jeg fandt den til sidst i min anden jakke og kunne køre på arbejde med kun en halv times forsinkelse. At jeg så må køre en omvej pga. lukningen af Nørrebrogade og at cyklisterne tilsidesætter alle regler er en heeelt anden snak.

På lørdag tror jeg lige jeg får lavet et par kopier af både hus og bilnøgler som jeg kan få nogen til at opbevare for mig.

Af skade bliver man klog, men sjældent rig

Hav en rigtig god torsdag aften.

Læs også: