Påskeæg

Påskeæg af chokolade

Bedre sent end aldrig! Jeg havde købt forme og støbt de store skaller inden påske, men jeg nåede bare ikke at lave det færdigt inden påske. Men hverken kollegaerne eller læserne skal snydes, så her er resultatet.

Sif har en formidabel opskrift på temperering af chokolade på sin blog. De store skaller har fået sprøjtet en kant på med en lille stjernetyl. For at kunne sprøjte chokoladen skal den tempererede chokolade have et par dråber vand, som hurtigt røres i. Absolut kun et par dråber! Herefter kan den fyldes i et kræmmerhus forsynet med en lille stjernetyl og sprøjtes ud i et muslingemønster på kanten af skallerne. Vandet ødelægger chokoladen, så hvis der er rester i kræmmerhuset skal det blot kasseres, for det kan ikke bruges til andet.

De lyserøde æg er lavet af Callebaut med jordbærsmag – mmmmm. Indeni er der trøffelfyld af samme chokolade med lidt frysetørrede jordbær i.

Trøffelfyld med jordbær:

1 dl piskefløde
200 g chokolade med jordbærsmag
1 tsk smør

Smelt chokoladen i mikrobølgeovnen – giv den 10 sekunder ad gangen ved højeste effekt og rør i den ind i mellem. Kog fløden op og hæld over chokoladen. Rør nu i massen til den begynder at samle sig og tilsæt så smørret. Fortsæt med at røre indtil smørret er smeltet og massen er ensartet. Fyld den på en sprøjtepose og sæt den til afkøling – ikke i køleskab.

Kom lidt frysetørrede jordbær i de støbte skaller og fyld efter med trøffelmassen. Lad det stivne i køleskab og luk skallerne med tempereret chokolade.

I de lilla æg er der flødekaramel. Skallerne er lavet af hvid chokolade farvet med lilla pulverfarve.

Flødekaramelfyld

1,5 dl sukker

1,5 dl druesukker

½ tsk. salt

1,5 dl piskefløde

Sukker, druesukker og salt røres godt sammen i en gryde og piskefløden tilsættes. Når piskefløden er godt fordelt, sættes gryden på kogepladen og der skrues op på halv varme. Sæt et bolsjetermometer i. Karamelmassen koger kraftigt op under kogningen, så brug ikke for lille en gryde.

Når massen koger, skrues der ned for varmen indtil den kun småbobler. Rør forsigtigt i karamelmassen en gang i mellem. Flødekaramelmassen koges til temperaturen når  115°og afkøles straks herefter. Under afkøling skal der jævnligt røres forsigtigt i massen.

Når temperaturen har nået 90°, hældes karamelmassen over i en sprøjtepose og stilles til afkøling. Pas på, at den ikke er for varm, når den skal fyldes i skallerne, da de ellers vil smelte.

I de mørke æg er der chokoladetrøffel med Bailey.

Chokoladetrøffel med Bailey


1 dl piskefløde
200 g lys chokolade
1 tsk smør
4-5 spsk Bailey likør

Chokoladen smeltes i mikrobølgeovnen som ovenfor. Fløden koges op og hældes over den smeltede chokolade. Herefter røres massen jævn og der tilsættes smør. Tilsæt Bailey efter smag og fortsæt med at røre til massen er helt jævn. Hældes på en sprøjtepose og sættes til afkøling.

God fornøjelse og vid, at du spreder glæde med små gaver af hjemmelavet chokolade

 



 

Læs også:

Tags: ,

Comments are closed.